Bogforums Debutantpris 2018 går til Anita Furu

 
 
 
 
Pressemeddelelse 26. oktober 2018
 
 
 
 

Ud af 32 indstillede debutanter, hvoraf 4 var shortlisted, blev det Anita Furu, der løb med Bogforums Debutantpris 2018 for romanen Mit halve liv.

 
 
 
 
 
 
 
 

I år var det 26. gang, at Bogforums Debutantpris blev uddelt. Det skete fredag formiddag, hvor prisen vanen tro blev uddelt ved Bogforums åbningsceremoni. Udover æren modtager vinderen 50.000 kr.

 

Juryen skriver i sin motivation:

 

En pige sidder på en gynge på et skib på vej mod Helsingør. Hun har måttet forlade sin familie i Rusland. En ny mor venter hende i København. Men også hun svinder ind, til hun til sidst kun mærkes som en fold i dynen. En pige pakker endnu en gang sin lille røde kuffert. I den har hun gemt et pudevår fyldt med breve. En ung pige bliver konfirmeret i synagogen og føler sig voksen. En kvinde vil ud i den vidstrakte verden. Hun vil mærke vinden mod huden. Den spanske borgerkrig og verdenskrigen lyder som en fjern torden. Med usigelig sikker hånd maler Anita Furu i romanen Mit halve liv et portræt frem af et menneske, der formes af historiske betingelser, men som med indadvendt beslutsomhed bliver sin egen.

 

Mit halve liv er først og fremmest en smuk, klog og nuanceret skildring af en pige- og kvindeskikkelse, igennem hvis bevidsthed læseren oplever verden. Det er en roman, der ikke bare åbner for en historisk erfaring, men en menneskelig erfaring; som mestrer det, som kun god litteratur kan: at få læseren til at føle et dybt skæbnefællesskab med et andet menneske, hvis livsbetingelser kan være så langt fra ens egne.

 

Anita Furu skriver med en afdæmpet kraftfuldhed og menneskelig indsigt om længsel efter en tabt tid, om smerten ved at miste noget, man knap har haft, om at finde sig hjemme og hjemløs i verden på samme tid. Mit halve liv er kommet i havn med stor overbevisning. Og som læser er man overordentlig glad for, at Anita Furu har meldt sin ankomst som forfatter.

 

Anita Furus Mit halve liv udkom i november 2017 på Forlaget Gladiator.

 

De øvrige shortlistede forfattere var:

  • EMMA BESS - Mødre, døtre, søstre, Rosinante
  • KIRA DREYER MESSELL - Skibbruden og andre fortællinger om udødelighed, Forlaget Spring
  • SARA OMAR - Dødevaskeren, Politikens Forlag
 
 
 
 

Vedhæftede filer

Anita Furu_Mads Holm.jpg
Anita Furu_Mit halve liv.jpg
Bogforum 2018 - plakat.jpg
 
Kontaktinformation

Udstillingsleder Andreas Nordkild Poulsen, anpo@bchg.dk, tlf. 50 60 44 88.

Juryformand Gro Frank Rasmussen, gfr65@helsbib.dk, tlf. 25 31 36 58.

 
 
 
 
 
 
 
 
 

BogForum

 

BogForum | Center Boulevard 5 | DK-2300 Copenhagen S | +45 32 52 88 11