Ny restaurant på toppen af byen forener japansk madkultur med nordiske dogmer

 
 
 
 
Pressemeddelelse 3. juli 2018
 
 
 
 

Mens København i dag byder på en række populære sushisteder, og fikst anrettede fisk er blevet en lokal favorit-spise, har ingen endnu vovet sig ud i at krydse det japanske køkken med nordiske dogmer og lokale råvarer. Lige indtil nu hvor ildsjælen og kokken Martin Nilsson-Møller med sin japanske køkkenkniv i hånden har kreeret en enestående mad- og baroplevelse tilsat den vildeste udsigt på byens nye gastro hotspot: SUKAIBA Copenhagen.

 
 
 
 
 
 
 
 

På den nye restaurant SUKAIBA Copenhagen, placeret på toppen af det ikoniske byggeri AC Hotel Bella Sky, mødes sofistikeret japansk madkultur med nordisk raffinement og livlig international stemning, og ambitionerne er lige så skyhøje som beliggenheden - både for gastronomien og for gæsteoplevelsen.

 

Drivkræfterne bag SUKAIBA Copenhagen har spenderet et tocifret millionbeløb på stedet, som skal byde på en gennemført totaloplevelse, hvor både intime middage og store aftener kan starte og slutte på toppen i mere end én forstand.

 

Ud over den unge 'kulinariske madnørd' Martin Nilsson-Møller, er den finske restaurant- og barchef Juuso Hakanender, der senest har slået sine folder i London som maître d' for ni restauranter på det femstjernede The Ned, ansat til at lede holdet bag. Og tilsammen skal de to herrer sikre gæste-oplevelser i international topklasse.

 

"SUKAIBA Copenhagen bliver et herligt frisk pust på en allerede toptunet københavnsk gastroscene. Hos os vil det handle om tilbagelænet overskud og cool forkælelse; lækre drinks i baren, delikate middage i restauranten og sofistikeret hygge i vores nye cigarlounge. Vi taler international og affordable luxury, hvor stemningen er top, og det samme er udsigten fra 23. etage, naturligvis! " fortæller Juuso Hakanen begejstret og understreger, at han i øvrigt altid er på jagt efter flere nye talenter til at assistere teamet på toppen af byen.

 

Kokketalentet Martin Nilsson-Møller, der tidligere bl.a. har stået bag gryderne på én af verdens få thairestauranter, der kan bryste sig af en Michelinstjerne, københavnske Kiin Kiin, og arbejdet som souschef på Hotel D'Angleterres restaurant Marchal, før han søsatte og tog roret på den visionære og anmelderroste restaurant BASALT, rykker altså med op på 23. etage. Om menuen på byens nye japanske toprestaurant, hvis navn, i øvrigt, løst oversat fra japansk betyder 'feltet i himlen', siger han:

 

"Vi glæder os helt ubeskriveligt meget til åbningen om et par uger og til at introducere gæsterne til vores helt nye køkken, som er japansk med meget klare referencer til nynordiske dogmer om bæredygtighed og lokale råvarer. Serveringerne vil være rene og præcise uden at være prætentiøse, og aftenkortet byder blandt andet på klassisk tempura og robata, hvor kød og fisk grilles på traditionel japansk kulgrill. "

 

"Min tanke er at forsøge at forene de to madkulturer på forbilledlig vis i de enkle anretninger, præsenteret på smuk håndlavet keramik, og er det en af de aftener, hvor man vil gå 'all-in' på øverste etage, kan man også gå om bord i både Baerii, White sturgeon og andre lækkerier, " tilføjer Martin Nilsson-Møller, der med sig har en stribe dygtige kokke til at assistere sig, men alligevel holder et vågent øje med flere fagfolk med forkærlighed for innovativ madkunst.

 

SUKAIBA Copenhagen slår dørene op for publikum medio august 2018. Indretningen er luksuriøs og holdt i en farvepallette, der fusionerer varme japanske farvereferencer med kølige nordiske nuancer.

 

Følg, book bord og læs mere om SUKAIBA Copenhagen på @sukaibacopenhagen #sukaibacph

 
 
 
 
 
 
 
 
Kontaktinformation

 

Pressechef - BC Hospitality Group, Anne Marie Barsøe, mobil: 8188 4843, e-mail: anba@bchg.dk 

 
 
 
 
 
 
 
 

BC Hospitality Group

 

BC Hospitality Group | Center Boulevard 5 | DK-2300 Copenhagen S | +45 32 52 88 11