Stærkt momentum i kongresmarkedet gør, at Bella Center Copenhagen afslører planer om at opføre Nordeuropas største kongressal

 
 
 
 
Pressemeddelelse 30. april 2018
 
 
 
 

Bella Center Copenhagen planlægger at investere et trecifret millionbeløb i nye og større kongresfaciliteter for at udnytte den store efterspørgsel efter København som kongresdestination samt at sikre, at kongrescenteret forbliver blandt verdens mest attraktive. Der er gang i markedet for internationale kongresser og de storbyer i verden, som København normalt konkurrerer med på området har enten, eller er i gang med at udvide deres kongresfaciliteter som resultat af den stigende efterspørgsel.

 
 
 
 

Foreløbig illustration af Bella Center Copenhagens nye kongresfaciliteter.

 
 
 
 

"Efterspørgslen efter internationale kongresser er steget i de senere år, og vi er pt. i en situation, hvor København har brug for at holde kadencen og konsolidere positionen som attraktiv international kongresby yderligere. Udvidede kongresfaciliteter vil være en stor fordel for både os, og for hovedstadsregionen som helhed, og jo før vi kan komme i gang med denne udvidelse og opgradering af Københavns kongresfaciliteter, jo bedre, " siger Allan L. Agerholm, CEO for BC Hospitality Group, som ejer og driver Bella Center Copenhagen.

 

Den nye kongreshal forudsætter blandt andet, at en ny lokalplan for området omkring Bella Center - BellaKvarter Nord - vedtages til videre forløb af Teknik og Miljøudvalget i starten af maj, hvorpå lokalplanen kan sendes i offentlig høring.

 

Hvis planerne for et større og mere avanceret Bella Center Copenhagen bliver godkendt, kan byen i løbet af blot få år se frem til ikke blot øget kongreskapacitet, men som resultat heraf også en øget kongresomsætning i hovedstadsområdet i størrelsesorden 600-700 millioner kroner om året, oplyser Allan L. Agerholm og tilføjer:

 

"Vi har travlt, hvis vi skal udnytte det igangværende momentum. Dette momentum holdes kun, hvis vi og København som by samtidig investerer i markedsføringen af København som attraktiv kongresby. Projektet er derfor også afhængigt af at offentlige og private aktører vil bidrage i form af øgede og længerevarende investeringer i markedsføringen af København. Den opgave kan vi ikke løfte alene."

 

Bella Center Copenhagen planlægger at opføre ca. 14.000m2, som bl.a. vil indeholde en større kongreshal med plads til 7.000 siddende gæster - det største af sin art i Nordeuropa - samt yderligere 7.000m2 fleksible områder. Når det står færdigt i slutningen af 2020, vil København kunne byde ind på både flere og også væsentligt større kongresser end i dag.

 

"Et udvidet og opgraderet Bella Center Copenhagen vil også bidrage betydeligt til at stimulere efterspørgslen blandt byens nye hoteller og derfor nærmest være 'hjælp til selvhjælp' i et fremtidigt stærkt konkurrencepræget hotelmarked, hvor efterspørgslen ikke bare stiger af sig selv, men det kræver at vi kommer hurtigt i gang og ikke er for sent ude, " slutter Allan L. Agerholm.

 

I turismekredse tages der godt imod afsløringen af planerne om et større og mere avanceret Bella Center Copenhagen. Mikkel Aarø-Hansen, adm. direktør i Wonderful Copenhagen siger:

 

"Det er ekstremt gode nyheder for hele hovedstaden. København spiller mod de helt store i den globale konkurrence om de attraktive videnskongresser, som allerede i dag er en milliardforretning for hovedstaden. Og her er kapacitet i forhold til at kunne huse de store kongresser helt afgørende. Da vi, sammen med vores ca. 120 partnere på møde og kongresområdet, byder på kongresser adskillige år ud i fremtiden, er en hurtig afklaring på byens kapacitet på det her område vigtig. "

 

Hos HORESTA, hovedorganisationen for hotel-, restaurant- og turisterhvervet, hilser adm. direktør, Katia K. Østergaard også Bella Center Copenhagens udvidelsesplaner velkommen. Hun fremhæver bl.a. nødvendigheden af, at kongres faciliteterne herhjemme følger med den hastigt udvidede hotelkapacitet i hovedstaden:

 

"København er topgearet til de nye markedsmuligheder. Der investeres i hotelbranchen som aldrig før og frem mod 2021 vil antallet af hotelværelser alene i København stige med ca. 10.000 nye værelser svarende til en udvidelse af den nuværende kapacitet på ca. 50%. Der er derfor brug for, at vores kongresfaciliteter følger med og BC Hospitality Groups nye investering er således en rigtig god nyhed for både byen og branchen".

 

Hun understreger desuden værdien af erhvervsturister og bakker op om nødvendigheden af en mere langt mere effektfuld markedsføring af København som attraktiv kongres destination og siger:

 

"En udvidelse af Bella Center Copenhagen vil have kæmpe betydning for udviklingen af kongres destination Danmark. Den vil bl.a. gøre os i stand til at byde ind på internationale kongresser af størrelsesorden 30.000 delegerede, og da en typisk international konferencegæst opholder sig 3-4 døgn her i landet, så vil der være fantastisk god økonomi i den øgede kapacitet. Helt afgørende er dog, at private investeringer herhjemme også bakkes op af nødvendige offentlige investeringer, der kan være med til at sikre en mere effektfuld markedsføring af kongres området i udlandet."

 
 
 
 

Vedhæftede filer

Illustration ny kongreshal - Bella Center Copenhagen - i.jpg
Illustration ny kongreshal - Bella Center Copenhagen - ii.tif
 
Kontaktinformation

 

Allan L. Agerholm, adm. direktør - BC Hospitality Group, e-mail: ALA@bchg.dk, mobil: 5060 4400

 
 
 
 
 
 
 
 
 

BC Hospitality Group

 

BC Hospitality Group | Center Boulevard 5 | DK-2300 Copenhagen S | +45 32 52 88 11