Champions Battle 2018: Caroline Wozniacki & Venus Williams mødes i Telia Parken – og på Copenhagen Marriott Hotel

 
 
 
 
Pressemeddelelse 23. marts 2018
 
 
 
 

Det var en stor dag for dengang 12-årige Caroline Wozniacki, da hun tilbage i 2002 fik lov til at hilse på sit store tennisidol Venus Williams, der toppede verdensranglisten over kvindelige tennisspillere. Nu gentager den historiske dag sig, når Australian Open 2018-vinderen Caroline Wozniacki møder den amerikanske tennislegende Venus Williams i Telia Parken i København. Copenhagen Marriott Hotel har samtidig fornøjelsen af at huse begge verdensstjerner under Champions Battle samt at være vært for det officielle pressemøde - og det er bestemt ikke en tilfældighed!

 
 
 
 

Caroline Wozniacki og Venus Williams checker begge ind på Copenhagen Marriott Hotel ifm. Champions Battle 2018

 
 
 
 

Når de to tennisstjerner Caroline Wozniacki og Venus Williams - der har mødt hinanden adskillige gange i WTA-regi, men for første gang spiller en showkamp i Danmark ved Champions Battle - begge checker ind på Copenhagen Marriott Hotel på Kalvebod Brygge, hvor også det officielle pressemøde afholdes den 29. april, er det bestemt ikke helt tilfældigt.

 

Hotellet husede nemlig også tilbage i 2002 Venus Williams i stedets luksussuite, da hun dengang spillede opvisningskamp mod slovakiske Daniela Hantuchova i København. Når det 5-stjernede hotel byder begge tennisstjerner velkommen i slutningen af april, rykker de blandt andet ind i stedets splinternye suite, The Royal Suite, for at lade op til den forestående tenniskamp.

 

The Royal Suite er nyligt istandsat for 4,5 mio. kr. og rummer med sine 170 kvm. et større loungeområde med kombineret stue, spisestue og åbent køkken samt et master bedroom med tilstødende spa-badeværelse, walk-in closet, m.v. Fra suiten, der bl.a. roses for sit modige twist af international luksus og stilren dansk funktionalitet, er der desuden en uovertruffen udsigt over byens havnefront via store panoramavinduer.Hotellet har i årenes løb tiltrukket en lang række internationale stjerner, politikere og royale, der sætter pris på et meget højt serviceniveau og den til tider underspillede luksus, der netop karakteriserer Marriott-brandet.

 

Om det kommende besøg, siger Morten Jensen, Group Marketing Director i BC Hospitality Group:

 

"Vi har glædet os rigtigt meget til at kunne tilbyde vore mange internationale VIP-gæster en helt exceptionel overnatningsmulighed i The Royal Suite, og det er selvfølgelig særligt stort også at kunne byde vaskeægte tennislegender velkommen hertil. Det er en rigtig fin fortsættelse af historien, at vi nu byder både Caroline Wozniacki og Venus Williams velkommen på Copenhagen Marriott og sikrer dem den femstjernede forplejning, der kendetegner hotellet, så begge er i topform til den store showkamp. "

 

Hos f.reklame, der er arrangør af Champions Battle 2018, siger CEO Mads H. Frederiksen om samarbejdet med Copenhagen Marriott Hotel:

 

"Vi er rigtig glade for endnu en gang at have Copenhagen Marriott Hotel med som Officiel Hotelpartner. Det er vigtigt for os at sikre, at både Caroline og Venus bor et sted af højeste standard og får en fantastisk oplevelse, mens de er i København til vores arrangement. Vi glæder os meget til at byde dem velkomne. "

 

BC Hospitality Group, en af Danmarks største hospitality virksomheder, der blandt andet driver AC Hotel Bella Sky Copenhagen, Crowne Plaza Copenhagen Towers samt Copenhagen Marriott Hotel, er i forvejen involveret i flere sportslige initiativer og begivenheder. Således er AC Hotel Bella Sky Copenhagen eksempelvis officielt partnerhotel på KMD Copenhagen Ironman 2018 for 5. år i træk, mens Crowne Plaza Copenhagen Towers, der med sin ideelle beliggenhed ved det multifunktionelle venue Royal Arena, senest har huset en stor del af deltagerne ved EM i Svømning i december 2017, og også er fuldt booket i forbindelse med VM i Ishockey i maj 2018. Om Gruppens engagement i større sportsbegivenheder i byen, tilføjer Morten Jensen:

 

"Vi ser et stort potentiale i nationale og internationale sportsevents. De er et kæmpe trækplaster for sportsinteresserede turister og det kan ses på bundlinjen - både hos os i hotelbranchen og hos resten af det Københavnske erhverv. Ved KMD Ironman er den estimerede øgede omsætning i København eksempelvis mere end 50 millioner kroner, og det er sundt for byens vækst. Sport samler mennesker - og vi lever af at samle mennesker, så vi fortsætter ufortrødent med spændende samarbejder inden for området! "

●●●

 

Kort om Copenhagen Marriott Hotel

  • Copenhagen Marriott Hotel ligger på Kalvebod Brygge, åbnede i 2001 og har 406 værelser
  • Hotellet er fortsat Danmarks største 5-stjernede hotel og indtil videre hovedstadens 9. største
  • Vejledende pris for en overnatning i den nye Royal Suite er 35.000 DKK per nat
  • Årligt har hotellet knap 200.000 overnattende gæster og hertil kommer mange tusinde møde- og konferencedeltagere´
  • Copenhagen Marriott Hotel har siden sin åbning i september 2001 beværtet utallige VIP-gæster, også i suiten, herunder de to tidligere amerikanske udenrigsministre Hillary Clinton og John Kerry, et stort antal internationale kunstnere, Japans Kronprins Naruhito og mange flere...
  • Siden BC Hospitality Group i starten af 2015 overtog Copenhagen Marriott Hotel, har gruppen investeret tæt på 30m DKK i renovering og opgradering af hotellet. Ud over værelsesrenovering, er der skudt godt 3m DKK i en opgradering af hotellets fitnesscenter, 8m DKK i en ny Executive Lounge og senest 4,5m DKK i The Royal Suite - med mere i pipeline.

 

Læs mere om og følg hotellet på Facebook og siden Copenhagen Marriott Hotel


Champions Battle 2018 presseakkreditering

Pressemødet på Copenhagen Marriott Hotel finder sted søndag den 29. april kl. 14 (tidspunkt TBC). Tilmelding kan ske via www.f-reklame.dk under 'Presse'.

 

Læs mere om og følg Champions Battle eventen på Facebook, Instagram & Twitter @freklame, LinkedIn og www.f-reklame.dk #championsbattle2018 / #CB18 / #CaroVenus

 
 
 
 

Vedhæftede filer

CopenhagenMarriott_outdoor.jpg
Champions Battle 2018 - Caroline Wozniacki vs Venus Williams.jpeg
 
Kontaktinformation

 

Copenhagen Marriott Hotel
Koncernmarketingdirektør - BC Hospitality Group, Morten Jensen, moj@bellacenter.dk, tlf: 50604500
Pressechef - BC Hospitality Group, Anne Marie Barsøe, anba@bchg.dk, tlf: 8188 4843

Champions Battle 2018
CEO - f.reklame, Mads H. Frederiksen, mhf@f-reklame.dk, tlf: 2834 0724, www.f-reklame.dk

 
 
 
 
 
 
 
 
 

BC Hospitality Group

 

BC Hospitality Group | Center Boulevard 5 | DK-2300 Copenhagen S | +45 32 52 88 11