Copenhagen Games har vokseværk!

- og rykker ind i Bella Center Copenhagen

 
 
 
 
Pressemeddelelse 26. marts 2018
 
 
 
 

Igen i år vender Danmarks ældste og mest traditionsrige esportsevent tilbage - nu større end nogensinde! Copenhagen Games rykker denne påske til nye, større lokaler i Bella Center Copenhagen og er klar til at tage imod næsten dobbelt så mange gæster som sidste år.

 
 
 
 
 
 
 
 

Fra d. 28. til d. 31. marts 2018 samles gaming-entusiaster i massevis for at nyde esport i verdensklasse, når Copenhagen Games slår dørene op for niende gang. Ballet åbnes klokken 14.00 d. 28. marts, hvor Bella Center Copenhagen kommer til at bugne over med underholdning, konkurrencer, udstillinger og store turneringer i alle de populære spil. I år forventes 10.000 gæster at dukke op til festlighederne, 1500 deltagere vil stå klar til at afprøve heldet i de mange turneringer og mere end 3 millioner seere vil følge med over nettet.
 

Der er nok at gå på opdagelse i for de mange gæster. Specielt er der lagt i ovnen til de mange Counter Strike-fans. Copenhagen Games afholder verdens største kvindeturnering, og som om det ikke var nok, så er også de danske tophold North og Heroic bekræftede til hovedturneringen. Deres deltagelse blev sikret med præmiepuljen på hele 100.000$, som er sponsoreret af Copenhagen Games 2018's hovedsponsor Waoo. Waoo er Danmarks førende tv- og internetudbyder via fibernet, og så deler de Copenhagen Games visioner for esporten:

»Det er bestemt intet nyt, at Waoo lægger både hjerteblod og knofedt i esporten. Vi ønsker at løfte og styrke esport både som konkurrencesport og som underholdningsprodukt. De idealer deles af og udfoldes til Copenhagen Games, og derfor er vi meget begejstrede for at være hovedsponsor for eventet i 2018,« lyder det fra Waoos administrerende direktør, Jørgen Stensgaard.

Med den nye lokation i Bella Centeret er der plads til det hele. Bella Center Copenhagen er nemlig Skandinaviens største kongrescenter, og med mange års erfaring indenfor afholdelsen af events hjælper de blandt andet med at sikre den bedst mulige eksponering af de mange stande, der kan besøges til Copenhagen Games. Stedets centrale placering i Ørestaden er også nem at nå frem til, hvad enten man tager metroen lige til døren eller selv hopper bag rattet eller cykelstyret, og hos Bella Center Copenhagen glæder de sig til at tage imod de mange gæster til Copenhagen Games 2018 i påsken:

»Vi håber, at deltagerne får en fantastisk oplevelse i Bella Center Copenhagen, som byder på rigtigt gode rammer for esporteventen. Vi arbejder målrettet på, at Copenhagen Games 2018 blot er startskuddet til et længerevarende samarbejde, og at vi sammen kan videreudvikle eventet, så det kan rumme endnu mere og nå endnu bredere ud. Det er en oplagt mulighed for at kunne være med til at facilitere et event, der både samler det danske gamingmiljø og også fremadrettet rummer et stort potentiale,« siger Bella Center Copenhagens Messe & Udviklingsdirektør, Malina Lebrecht Hye.

Eventet er igen i år støttet af Københavns Kommune og Wonderful Copenhagen. Copenhagen Games 2018 får besøgende fra mange lande verden over, og esport og gaming har aldrig været mere populært eller udbredt. Denne stigende interesse har de heldigvis haft blik for i Københavns Kommune, der har støttet Copenhagen Games siden første færd. Den nye kultur- og fritidsborgmester i Københavns Kommune, Niko Grünfeld, er glad for at fortsætte støtten:

»Jo flere aktiviteter, vi tilbyder unge i København, jo flere unge får mulighed for at engagere sig og gøre noget i fællesskab. Det glæder mig, at også esporten giver mulighed for det.«

Copenhagen Games er unikt med sit brede, community-baserede outreach, sine traditionsrige rødder og ikke mindst sin passionerede, frivillige organisation. Copenhagen Games har været afholdt siden 2010 og drives frem af frivillighed og kærlighed, hvoraf flere af de frivillige har været med siden starten af SLAP - organisationen bag Copenhagen Games - hvormed de har over femten års erfaring med at arrangere esportsevents.

Dørene åbner klokken 14.00 d. 28. marts

 
 
 
 

Vedhæftede filer

Copenhagen Games in action.jpg
Copenhagen Games - præmieoverrækkelse 2016.jpg
Bella Center Copenhagen.jpg
 
Kontaktinformation

Jeppe Grünberger, Pressechef - Copenhagen Games,  M: 6167 2728, E: jeppe@grunberger.dk

Malina Lebrecht Hye, Bella Center Copenhagens Messe & Udviklingsdirektør, M: 5060 4490,

E: Malina.Lebrecht.Hye@bellacenter.dk

 
 
 
 
 
 
 
 
 

BC Hospitality Group

 

BC Hospitality Group | Center Boulevard 5 | DK-2300 Copenhagen S | +45 32 52 88 11