Det er 25. gang, at Bogforums Debutantpris uddeles i 2017 - og aldrig tidligere har så mange forfattere været indstillet. Konkurrencen er altså hård om prisen, der ud over et fagligt skulderklap og 50.000,- kr. også traditionelt løfter salget af debutbogen.
Vinderen af prisen offentliggøres under Bogforums åbning 10. november kl. 10.30. De 5 shortlistede debutanter er:
- LIV NIMAND DUVÅ - VI ER VEL HELTE, Forlaget Kronstork
- JOHANNE KIRSTINE FALL - DER ER ALTID NOGEN AT BEFRI, Forlaget Gladiator
- TINE HØEG - NYE REJSENDE, Rosinante
- THOMAS KORSGAARD - HVIS DER SKULLE KOMME ET MENNESKE FORBI, Lindhardt & Ringhof
- KAREN STRANDBYGAARD - SE IKKE VÆK, People's Press
I motiveringen skriver juryen: LIV NIMAND DUVÅ - VI ER VEL HELTE Forlaget Kronstork
I Liv Nimand Duvås debutroman Vi er vel helte er alkoholen fatalt livsdefinerende. Ikke bare for den, der indtager den i ubegrænsede mængder, men for den, der kigger på, som vokser op med den, som lever med den. I Vi er vel helte forskydes perspektivet fra den syge til den pårørende. Romanens jeg-fortæller, pigen Billie, taler til et du, sin far, der bliver ved med at falde ind i rusen og som ikke kan finde ud af at rejse sig igen. "Far, hvisker jeg, det er mig," men faren hører ikke Billie. Og hvem er hun egentlig? Liv Nimand Duvå fremskriver med stor nuancerigdom og indsigt et usentimentalt portræt af en datter, der også er fanget i misbrugssygdommen. En datter, som for at forhindre, at faren skal stå alene, har svært ved at være og blive sig selv. Billie kommer igen og igen til at "falde tilbage i os selv", som Nimand Duvå rammende skriver. Denne kollektive jeg-forståelse eller identitetssymbiose står ubarmhjertigt stærkt i romanen. Det er en forfaldshistorie, men forfatteren har ikke trang til forfaldsromantik.
Der er en melankolsk stilfærdighed over romanens blafrende ørkendrømme - alt det, der aldrig bliver til noget. Men den er konsekvent ryddet for sentimentalitet. I stedet skildrer Nivå præcist, hvordan man kan nærme sig et menneske, man holder af, med lige dele bitterhed og kærlighed, og hvordan glæden og skuffelsen er tro følgesvende. Men en ting er sikkert, som læser glædes man over denne nye forfatterstemme, og man bliver ikke skuffet, hvis man læser Vi er vel helte. JOHANNE KIRSTINE FALL - DER ER ALTID NOGEN AT BEFRI
Forlaget Gladiator
Der er altid nogen at befri er et helstøbt portræt af et menneske, der er bange for at miste kontrol. Som ikke bare ønsker at dø, men ønsker at forsvinde helt uden at efterlade en krop. Med en overbevisende dobbeltbevægelse skaber Fall med sin roman et klaustrofobisk rum, som er indtaget af en ung kvindes anoreksi. En dobbeltbevægelse, fordi man på den ene side håber, at denne kvinde vil undslippe sygdommen, men fordi man på den anden side ikke har noget imod at være i det rum. Tværtimod. Fall skriver den psykiske lidelse frem med knivskarp humor og en diskret ironi, der aldrig bliver udstillende, men som insisterende prikker til en hovedperson, der på en og samme tid vil ud af og blive i sin spiseforstyrrelse, og som konstant forsøger at snyde sine læger, men ikke formår at snyde sig selv. Det er en roman, der opleves voldsomt i al sin lavmælthed. "Jeg oplever ikke mig selv som dramatisk", siger hovedpersonen Katrina. Nej, hun kaster ikke med møblerne. I stedet registrerer hun det nære: farven på en dør, lyden af en kuglepen, der skubbes hen over en bordplade; det er en uhyggelig påmindelse om, at vi befinder os i en akut, alarmerende tilstand. På samme måde benytter romanen sig af en konstaterende nøgternhed, når selvdestruktionen og psykosen indtræffer. Som når det er en varulv og ikke et menneske, der kommer og giver hende piller. Romanen formår stilistisk overbevisende at foretage en umærkeligt glidende overgang fra virkelighed til syner. At lade psykosen være næsten klinisk nærværende. Dét er uhyggeligt. Det er uhyggeligt godt skrevet frem. Der er altid nogen at befri er et psykologisk stærkt portræt af et ungt, sygdomsramt menneskes forsøg på både at forsvinde fra og at være til i verden.
TINE HØEG - NYE REJSENDE Rosinante "Tolvte gang jeg ser dig nøgen/ kommer du i min mund/ og tager hen for at se/Evy gå Lucia." Tine Høegs Nye Rejsende er en fintregistrerende fortælling om en kvinde, der mærker begæret og en uforløst kærlighed. En fortælling om at være den voksne med et rigtigt voksent gymnasielærerjob, selvom det føles, som om man bare lader som om. En fortælling om at være i bevægelse, at være på vej, at befinde sig i en slags mellemtilstand. I det hele taget mestrer Tine Høeg forskydningens kunst. Nye rejsende lader sig ikke helt genrerubricere, men er skrevet frem som en ubesværet bevægelse mellem prosatekst og lyrik. Også kapitlerne eller tekststykkerne bevæger sig fra en situation til en anden uden tydeligt at markere overgangene; det samme gælder for beskrivelser, der glider umærkeligt ubesværet over i dialog. Bogens mange forskydningsniveauer understreger en tematisk eksistentiel desorientering, men demonstrerer på en og samme tid, hvor elegant litteratur kan skrives, ja, faktisk, hvor sikker man kan føle sig som læser, når man er i hænderne på en begavet stilist. Tine Høeg har et humoristisk og præcist blik for detaljen: "tynde ben store sneakers" - så enkelt kan en gymnasieelev beskrives. Selvom bogen indeholder smertelig alvor, er Nye rejsende præget af et sprogligt og humoristisk overskud. Den er på en gang raffineret koncentreret og generøst sprudlende. Det er ikke en bog, eller forfatter, man bliver færdig med lige med det samme.
THOMAS KORSGAARD - HVIS DER SKULLE KOMME ET MENNESKE FORBI
Lindhardt & Ringhof Thomas Korsgaard debuterer med en sørgmunter roman om en dreng, der vokser op langt, langt nede ad en jysk grusvej. Når hans mor ikke spiller internetkasino, græder hun sig længere ind i sin depression og ryger cigaretter. Drengens far låner penge af sin storebror for at få tingene til at hænge sammen og børnene? De må klare sig selv. Thomas Korsgaard har et helt særligt blik for barnets udsatte position. Han beskriver med bid en familie i social deroute og barnets forsøg på at håndtere sin livssituation. Det er barskt at læse om bogens jeg-fortæller, drengen Tue, og hans opvækst i et fattigt og kærlighedsblegt hjem. Men romanen er ikke kun ude på letkøbt at pege fingre af et miljø, men ude på åbent at vise det frem. I Korsgaards roman er der også sprækker i håbløsheden. Det demonstreres bl.a. ved en rig, sort humor. Korsgaard har blik for det skæve og det akavede. Som når morens veninde Bitten stjæler stegen til konfirmationen, så gæsterne må stå og stikke i tunmoussen. Humoren skinner også igennem i romanens utvungne og direkte dialoger - Korsgaard har en imponerende sikker sans for timing og stor dialogisk gefühl.
Korsgaard er selv vokset op langt nede ad en jysk grusvej. Men det er ikke interessant for læsningen, om forfatteren har taget af hovedstolen eller ej. Der er interessant at se et talent som Korsgaard folde sig ud, og se ham skrive med så sikker en hånd. Man er ikke i tvivl om, at der er kommet en forfatter forbi. KAREN STRANDBYGAARD - SE IKKE VÆK People's Press Når hovedpersonen i Karen Strandbygaards debutroman Se ikke væk hører bølgerne fra havet foran sin families feriebungalow i Thailand, hører hun ikke dets blidt beroligende bevægelser, hun hører en tsunami. Når hun ser, hvordan et ældre par betragter hendes børn på stranden, ser hun ikke glæden ved uskyldens leg, hun ser blikket hos kalkulerende børnekidnappere. Se ikke væk er et ondt - og det er godt - portræt af paranoiaens væsen. Den er et portræt af en tidstypisk, eksistentiel grundangst. Med stor tæft benytter Karen Strandbygaard sig af det psykologiske spils mekanismer og beskriver en frygt for virkeligheden, der spænder ben for, at man kan leve i den. I romanen er hovedpersonen Anna og hendes mand Marco ikke fælles om at nære kærlighed til deres børn, de er fælles om at være angste for, at der skal ske de børn noget. Nærheden ligger i frygten. Og frygten er, at man taber sig selv, det øjeblik man begynder at stole på nogen. Dén følelsesmæssige amputering skriver Strandbygaard frem lige så klart uhyggeligt som den katastrofetanke-suspense, der præger romanen. Se ikke væk er en fængslende skildring af en monomanisk og om-sig-selv-sluttende moderfigur, men det er også en skarp samtidskritik. En kritik af et samfund, der skaber foruroligende virkelighedsforskydninger. Bogforum 2017 - program:
Se hele programmet for Bogforum 2017 her Presseakkreditering:
Pressen kan akkreditere sig til Bogforum her | 
